Tennisklubben

Som sommerhusejer eller feriegæst er det muligt at spille tennis i Vejers Strands Tennisklub

Tennisklubben blev stiftet 13. juli 1991, og banen blev indviet i 1993.

Tennisbanen er beliggende naturskønt i skoven på et areal ejet af Skov- og Naturstyrelsen. Arealet er lejet sammen med Grundejerforeningen, der ved siden af tennisbanen har etableret boldbaner, legeplads, petanque bane m.v.

Det økonomiske fundament for projektet var især ca. kr. 112.000,- , der henstod i Grundejerforeningen øremærket til idrætslige formål. Beløbet fremkom i sin tid fra Vejers- Grærup Idrætsforening efter ekspropriationerne i 1967-1970. Beløbet blev overført til tennisklubben ved banens etablering. Som en konsekvens af dette er det vedtægtsbestemt, at et medlemskab af klubben forudsætter husejerskab i Grærup eller Vejers.

Banen blev etableret med kunststof græsbelægning, der blev skiftet i 2013, og i 2025 blev hegnet omkring banen fornyet.

Klubben  er i en god gænge grundet faste medlemmer og udlejning af ledige timer til gæster.